Håb

Efter to uger og fem dage på medicin, vågnede jeg op i lørdags og var glad. Altså ikke sådan juhuu agtig, mere bare sådan, okay endnu en dag, det kan jeg godt klare, måske synes jeg ligefrem det bliver hyggeligt at stå op.

Og det var rart, rart at vågne og ikke blive bange for at være vågen, ikke være bange for at være i live, ikke være træt fra første glimt af dagen.

Søndag var ikke helt så god at vågne til, mandag har indtil nu været lidt bedre end søndag, men altså, det vigtigste er, at der var den lørdag. Det giver håb.

Trætte åbne øjne

Hvorfor sover jeg ikke?

Jamen, helt ærligt, jeg fatter det ikke. Det er som om al "gå-i-seng-ning" hiver muligheden for at falde i søvn ud af kroppen. Og jeg kan ellers udemærket sove alle andre steder, på alle andre tidspunkter. Bare ikke i min seng, når jeg har lagt mig i den for at sove.

Sikkert ikke en gevinst

Kan man tale om at have vundet i lotteriet når man ikke kun lider af angst, men også har en depression oveni?

Tak til dig, der sagde jeg skulle gå til lægen.

Tak til lægen, for henvisning til psykolog, og recept på Citalopram.

Tak til Citaloprams opfindere, for forhåbentlig at være i bedring om en måneds tid.

Tak til de hundrede tusinder af andre der har gennemlevet en depression, for at give mig håbet på at komme ud igen...

Når nu der findes en troldeunge

Når nu lyset findes
     når nu hun lyser så rent
          -så hvidt

Hvorfor
     hvorfor er der så, så mørkt
          -så sort
               -i mig?

Når nu hendes smil er til
     når nu hun smiler fra sit hjerte
         -så lykkeligt

Hvorfor
     hvorfor er der så, så hult
          -så tomt
               -i mig?

Når nu livets mening eksisterer
     når nu den eer i kød og blod
          -så afhængig

Hvorfor
     hvorfor er der så, så håbløst
           -så fortabt
               -i mig?

For alle ved jo at Cocio er angstdæmpende

Jeg sidder ved en sø. Med en cigaret og en Cocio, ingen kaffe (jeg har læst mig til at det kan forværre angst).
Prøver at udskyde at tage hjem.
Fik et angstanfald i onsdags, efter træning (burde man ikke være så stoppet op af endorfiner at det ikke kunne lade sig gøre efter træning?). Troede egentlig at jeg havde regnet ud hvorfor det kom, fået sat styr på det og var ovenpå igen. Jeg mener, jeg er jo for fanden ikke sådan en der har angst…
Men fik lige to mere i går. Og det værste, allermest frustrerende, er, at jeg ikke aner hvorfor jeg er bange.

Når fire sekunder alene er nok.

Tårer det helst silede nedad.
Et hjerte der hamrer derudaf.
Tanker der infiltrerer mit humør.
En hjerne der tænker og dør.

Panic attack on the move?

Om at miste tillid

Måske er det mig der er naiv.
Måske er det anderledes for andre.
Måske er jeg virkelig sær.

Men for mig, kan min elskede ikke vælge om han vil miste mig efter utroskab. For mig, ligger valget før. Enten er han utro (og mister mig) eller også holder han sig på måtten (og beholder derved også mig).

Min elskede forstår det ikke. Forstår ikke hvorfor han ikke kan få lov til at fortryde, og så fortie.

Og i det, at han ikke forstår det, der har han næsten allerede mistet mig. Uden tillid, intet forhold.

Mit liv er for kort til at jeg vil bruge det på mennesker der holder mig for nar. Og kan jeg ikke tro på at han ej vil gøre det, holde mig for nar, så kan jeg ikke være sammen med ham. Det ville sluge for meget af min hjernekapacitet at rende rundt og skulle bekymre mig om det.